Der er sket rigtig meget siden sidste indlæg på bloggen, så ved næsten ikke, hvor jeg skal starte! Det er nu en uge siden, at mine forældre rejste hjem fra Ghana og det var en rigtig rigtig skøn ferie og dejligt at se dem igen! Vi oplevede så meget på de to uger, de var her, så det kræver sit helt eget blog indlæg. Først vil jeg fortælle lidt om en Durbar, som vi var med til at arrangere i Nabulo, inden mine forældre kom herned. En durbar er en begivenhed, hvor man samler en masse folk fra de/n pågældende landsby(er) og oplyser dem om forskellige emner inden for sundhed. Denne gang skulle der tales om blandt andet HIV /Aids, Tuberculose, Family Planning, Community Transport System m.m. Vi havde sørget for at invitere Director fra sundhedsadministrationen, et byrådsmedlem, som kom fra Nabulo, en repræsentant fra den nationale sundhedsforsikring og flere. Derudover kom der omkring 300-400 fra de omkring liggende landsbyer, heriblandt høvdinge og andre ældre, for at deltage i vores durbar. Da vi kom til Nabulo om morgenen, var folk endnu ikke samlet, og vi havde frygtet, at det ville tage hele dagen at samle så mange mennesker. Men der skulle ikke andet end to mænd med deres trommer til at indkalde 400 mennesker i løbet af en halv time. Det var meget imponerende at se! Durbaren startede med mere trommeri og en masse dans - her et lille klip med nogle af de dansende (det ligger også på facebook):
Herefter en velkomsttale fra byens høvding. Han takkede IMCC og Danida mange gange for deres store indflydelse på landsbyerne og vi følte os meget velkomne. Resten foregik på Sissali, som er deres lokalsprog. Det forstod vi ikke meget af, men det var stadig rigtig spændende at overvære. Mange af de fremmødte kvinder var klædt i meget farverige klæder, det var virkelig flot at se. Der var også dukket en masse skolebørn op, som egentlig virkede mest interesseret i de fire folier (os) - så vi havde det meste af dagen mange øjne rette mod os :-) Ved siden af folkeforsamlingen var der sat et bord op, hvor to sygeplejerske sad og testede folk for HIV. Vi havde købt en masse kondomer, som de kunne dele gratis ud til de, som lod sig teste. Det var en stor succes og de endte med at få testet over 100 personer den dag! Rauf - som er In Charge i Nabulos sundhedsklinik - havde sørget for at købe noget sæbe til landsbyens TBA's (traditional birhts attendants) for at vise, hvor meget han sætter pris på dem. Når kvinderne ikke kommer ind til klinikken, når de skal føde, så kan de i stedet få hjælp af disse kvinder, som bor rundt omkring i landsbyen. Mange af dem er meget gamle - en enkelt var over 90 år! Det er de kvinder som ses på videoen dansende... Dagen sluttede af med frokost til de "høje herrer", som vi havde inviteret og vi fik selvfølgelig en masse yams (meget stor rodfrugt) med hjem, som tak fordi vi kom. Rauf fik rigtig meget ros både fra sundhedsadministrationen og fra folkene i landsbyen og han var meget taknemmelig for, at vi havde valgt at støtte ham finansielt og i planlægningen. Det var en meget oplevelsesrig dag og vi fik taget en masse gode billeder:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar